Emil Jørgensen

Emil “Mille” Ludvig Peter Jørgensen, født 7. februar 1882 i Gentofte og død samme sted 23. marts 1947, var en af de markante personligheder i dansk fodbolds første årtier, både som hårdfør midtbanespiller for Boldklubben af 1893 og som engageret leder i en række fodboldorganisationer. Han nåede blot fire landskampe, men hans indsats ved OL i Stockholm 1912 sikrede ham en sølvmedalje og en plads i den tidlige danske fodboldhistorie. Efter karrieren fortsatte han i mere end tre årtier som en nøglefigur i de københavnske og nationale fodboldforbund, hvor han med stor flid arbejdede for sportens organisering og udvikling.

Tidlige år og indgang til fodbolden

Emil Jørgensen voksede op i Gentofte nord for København i en tid, hvor fodbold endnu var en relativt ny sportsgren i Danmark. Den gryende interesse for spillet tiltrak mange unge i hovedstadsområdet, og allerede som ganske ung fandt den energiske Jørgensen vej til grønsværen. Hans robuste fysik og medfødte spilforståelse gjorde ham hurtigt attraktiv for de etablerede klubber, og i 1901 debuterede han for Boldklubben af 1893, populært kaldet B.93.

Klubkarriere i B.93 og ØB

Den aktive karriere strakte sig fra 1901 til 1917, og hovedparten af kampene spillede han i den sort-hvide trøje hos B.93. I to korte perioder repræsenterede han Østerbro Boldklub (ØB), men det var i B.93, han for alvor satte sit præg på spillet, udviklede sin identitet som centerhalf og vandt klubbens første officielle danmarksmesterskab i 1916.

Gennem 115 officielle førsteholdskampe scorede han 11 mål, en ganske pæn høst for en spiller, der primært var defensivt orienteret. Tallene vidner om, at han tilmed havde en offensiv dimension, som kom frem, når lejligheden bød sig. Kombinationen af stærk fysik, præcise tacklinger og et veludviklet langskud gjorde ham til en af sin tids mest respekterede spillere i den danske hovedstadskreds.

Spillestil og karakteristika

Jørgensen blev ofte beskrevet som en energisk, stærk og urokkelig halfback — en rolle, der i moderne terminologi ligger et sted mellem defensiv midtbane og central forsvarer. Han var berømmet for sit hårde arbejde, sine kontante tacklinger og evnen til at bryde modstandernes opspil. Samtidig turde han tage chancer og sende langskud af sted udefra feltet, og netop denne blanding af det robuste og det opportunistiske gjorde ham til en frygtet modstander.

Landsholdsdebut og vej til OL

En god klubkarriere banede vejen til landsholdet, hvor han fik debut i oktober 1911 i en kamp mod England på Royal Park i London. Hans internationale karriere blev dog kort, dels fordi Danmark kun spillede få landskampe årligt, dels fordi Jørgensen samtidigt passede sit civile arbejde som kontorfuldmægtig i Københavns Skattevæsen.

OL-turneringen i Stockholm 1912

Under Sommer­olympiaden i Stockholm året efter blev betydningen af hans civile beskæftigelse tydelig: skattekontoret gav ham ikke uforbeholdent fri til at deltage, hvorfor han missede Danmarks første kamp, kvartfinalesejren på 7-0 over Norge. Offentlig kritik og pres fra både presse og fodboldkredse fik imidlertid arbejdsgiveren til at give efter, så Jørgensen kunne melde sig klar til semifinalen mod Holland.

På Stockholms Stadion bragte han Danmark foran efter få minutter, og hans mål blev indledningen til en overbevisende 4-1-sejr. I finalen mod Storbritannien sad han med sine holdkammerater i en smertefuld situation, da Charles Buchwald fik skulderen slået af led midt i første halvleg. Efter datidens regler var udskiftninger ikke tilladt, og med ti mand i mere end en halv kamp tabte Danmark 2-4. Sølvmedaljen var trods alt et flot resultat, og Jørgensen forlod turneringen med to OL-optrædener og ét mål.

Sidste landskamp og afslutningen på den aktive karriere

Efter OL spillede han sin fjerde og sidste landskamp i oktober 1912 i Idrætsparken, hvor Danmark slog Tyskland 3-1. De næste år koncentrerede han sig om klubben, og i 1917 lagde han støvlerne på hylden, rig på erfaringer fra både nationale og internationale arenaer.

Fra spiller til leder og organisator

Allerede mens han stadig var aktiv spiller, begyndte Jørgensen at tage organisatorisk ansvar. I 1915 indtrådte han som ulønnet sekretær i Københavns Boldspil-Union (KBU), en post han bestred frem til sin død i 1947. Det langvarige virke vidner om stor loyalitet og ukuelig arbejdsdisciplin, og hans administrative indsats anses for at have været central i udbredelsen og struktureringen af københavnsk fodbold i mellemkrigstiden.

Ud over hvervet som sekretær fungerede han i en periode som kasserer i Dansk Boldspil-Union (DBU) og sad i landsholdets udtagelseskomité, der dengang havde det sportslige ansvar, som i dag ligger hos en landstræner. I praksis agerede han derfor også en form for holdleder, idet komitéen fastlagde både taktik og udtagelse, og han brugte sin erfaring fra banen til at vurdere spillere og sætte holdet.

Lysten til at arbejde med udviklingen af unge spillere fulgte ham til B.93, hvor han som træner og vejleder hjalp klubbens talenter både teknisk og taktisk. At han kunne kombinere organisatorisk indsigt med trænergerning, var usædvanligt på en tid, hvor professionaliseringen af sporten endnu lå i sin vorden.

Eftermæle

Da Emil Jørgensen døde i foråret 1947, efterlod han sig et ry som både pioner på banen og kompromisløs embedsmand i fodboldens tjeneste. B.93 stiftede et mindelegat i hans navn, hvorfra ungdomsspillere kunne modtage fodboldstøvler som anerkendelse og støtte til deres videre udvikling. Dette legat er udtryk for den respekt klubben nærede for hans indsats – både som en integreret del af dansk fodbolds allertidligste triumfer og som drivkraft i organiseringen af sporten frem mod moderne tider.

Således står Emil Jørgensen som et eksempel på en af de mange ildsjæle, der formede dansk fodbold i begyndelsen af det 20. århundrede, ikke blot igennem sine indsatser med støvlerne på, men i høj grad også ved skrivebordet og på sidelinjen, hvor hans engagement fortsatte med at sætte spor længe efter, han spillede sin sidste bold.