Hvad er reglerne for pyroteknik til fodboldkampe i Danmark?

Når flammerne danser og røgen breder sig over tribunerne, kan det føles som om hele stadion eksploderer i én stor, fælles puls. Pyroteknik er for mange fans selve symbolet på passionen i dansk fodbold - et visuelt sus, der får hjertet til at hamre, før bolden overhovedet er givet op. Men lige så hurtigt som en blussende rød fakkel kan løfte stemningen, kan den også sætte sikkerheden og klubbens økonomi på spil.

Derfor har vi sat os for at undersøge præcis, hvad reglerne egentlig siger: Er det totalt forbudt, eller findes der lovlige smuthuller? Hvem bestemmer, hvornår et blus er stemningsskabende - og hvornår det er strafbart? Og hvordan balancerer klubberne kravet om tryghed med fansenes ønske om at “male himlen rød”?

I denne artikel dykker vi ned i lovgivningen, stadionreglementerne og de kontrollerede undtagelser, ser på konsekvenserne ved regelbrud - og giver dig konkrete alternativer til ulovlig pyro. Så spænd hjelmen (eller rettere sagt: tør halsrøret), og lad os tænde et lovligt lys på et af de mest omdiskuterede emner i dansk fodbold.

Pyroteknik i dansk fodbold: kultur, sikkerhed og debat

Få ting kan antænde en tribune - både billedligt og bogstaveligt - som pyroteknik. I den danske fodboldkultur forbindes romerlys, røg og blus med passion, fællesskab og visuel magi, der kan løfte en helt almindelig kampdag til en kulørt, næsten teatralsk oplevelse. Mange fanfraktioner betragter pyro som en identitetsmarkør og et kreativt udtryk på linje med flag og bannere, og billederne af oplyste endetribuner fra Parken, Ceres Park eller Brøndby Stadion indgår som faste, romantiserede motiver i dansk fodboldfolklore.

Men fascinationen har en bagside. Flammerne udvikler varme på flere tusinde grader, røgen kan forværre astma og begrænse udsynet, og gnister kan forårsage brandskader. Sikkerhedsfagligt er risikoen betydelig: en fejlplaceret fakkel kan ramme spillere, stewarder eller andre tilskuere, og kraftig røg kan udløse panik eller kampafbrydelse. Derfor befinder klubber, politi og brandmyndigheder sig ofte i et spændingsfelt mellem at beskytte tilskuernes oplevelse og minimere faren for ulykker. I en tid, hvor UEFA og FIFA stiller stadigt skrappere krav til stadion­sikkerhed, kan ukontrolleret pyro koste både bøder, point og omdømme.

Det er netop denne balance, der skaber behovet for klare, konsistente regler. Når lovgivere, DBU, Divisionsforeningen og klubberne fastlægger rammerne, handler det om at:

1. sikre alles fysiske tryghed - fra børn på familietribunen til spillere på banen,
2. give arrangørerne gennemsigtighed i forhold til ansvar og forsikringer,
3. muliggøre målrettet håndhævelse og sanktionering ved overtrædelser,
4. skabe legitim plads til kontrollerede, professionelle pyroshows, så kulturen kan bestå på trygge vilkår.

Reglerne er altså ikke kun et politisk værktøj, men også et dialogredskab mellem fans og myndigheder, som skal gøre det muligt at bevare tribune­kulturen uden at gamble med sikkerheden - en debat, der fortsat blusser op, hver gang røgen lægger sig over et dansk stadion.

Lovgrundlaget: Hvad siger dansk lovgivning?

Når vi taler om romerlys, blus og røg på tribunerne, falder de som udgangspunkt under fyrværkerilovgivningen. Det centrale dokument er Bekendtgørelse om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (pt. BEK nr. 1355 af 27/11-2015 m.fl.), der er udstedt i medfør af lov om eksplosive stoffer. Bekendtgørelsen forbyder enhver indførsel, besiddelse og antændelse af kategori T1/T2-artikler (tifo-pyro, klyngebomber, bengalske fakler m.m.) i det offentlige rum uden forudgående tilladelse fra både politi og brandmyndighed. Overtrædelse kan medføre bøde, konfiskation og i grove tilfælde fængsel i op til seks måneder. Samtidig regulerer Ordensbekendtgørelsen (BEK nr. 511 af 20/06-2006) den generelle ro og orden på tilskuerpladser; her kan politiet øjeblikkeligt bortvise tilskuere, der medbringer eller tænder fyrværkeri til fare eller ulempe for andre.

Reglerne suppleres af tydelige alders- og sikkerhedskrav:

• Minimum 18 år for køb og besiddelse af forbrugerfyrværkeri (kategori F2).
• Kun uddannede pyroteknikere må håndtere professionelt scenefyrværkeri (kategori T2).
• Sikkerhedsafstande på 2-25 meter afhængig af produktets klassificering.
• Bæredygtig opbevaring: Artiklerne må ikke opbevares på tribuner eller i tasker, men kun i godkendte kasser på et afspærret område, indtil de skal bruges.

Alt tifo-relateret pyro kræver en særskilt ”fyrværkeritilladelse til arrangement”, som udstedes af Beredskabsstyrelsen eller den kommunale beredskabsenhed efter en konkret risikovurdering. Uden denne godkendelse er selv ét enkelt blus ulovligt, uanset at mange fans betragter det som harmløs stemningsskabende rekvisit.

Myndighedsopgaven fordeler sig i praksis sådan:

Aktør	Kompetence
Politi	Sikkerheds- og ordenskontrol, visitering ved indgang, udstedelse af påbud og sanktioner (bortvisning, sigtelse, karantæne).
Beredskab	Brandteknisk vurdering, godkendelse af pyroplan, tilsyn under kamp.
Sikkerhedsstyrelsen	Markedskontrol (CE-mærkning, produktstandarder) og vejledning om korrekt klassificering.
Arrangør/klub	Har det formelle ansvar for, at lovgivningen overholdes på stadion og kan idømmes bøder af både offentlige myndigheder og DBU/Divisionsforeningen ved overtrædelser.

Sammenfattende betyder det, at pyroteknik kun er lovlig på danske stadions, hvis alle tre led - produkt, person og proces - er godkendt. Alle andre scenarier betragtes som lovbrud og kan få konsekvenser for både individ og klub.

Stadion- og turneringsregler: DBU, Divisionsforeningen og klubberne

DBU’s Sikkerheds- og Ordensreglement samt Divisionsforeningens Turneringsreglement udgør rygraden i de regler, som klubberne skal håndhæve på stadion. Alle klubber er forpligtet til at udarbejde en lokal stadionhusorden, der typisk hænger ved indgangene og beskriver præcist, hvad der er forbudt at medbringe - herunder alle former for pyroteknik, laserpenne, våben og flasker - og hvilke sanktioner der følger ved overtrædelse. Reglementerne stiller samtidig krav om adgangskontrol: visitering, metal-detektorer og kameraovervågning, ligesom klubben skal stille et tilstrækkeligt antal uddannede kontrollører. Ansvaret for sikkerheden ligger entydigt hos arrangøren (hjemmeklubben), og ansvaret kan ikke fraskrives ved at henvise til fangrupper eller underleverandører af sikkerhed.

Når tilskuerne først er inde, gælder et klart regelsæt for adfærd på tribunerne. Det er forbudt at antænde eller besidde pyroteknik, kaste genstande mod banen, forcere hegn, tilsvine opstillede bannere eller udvise truende adfærd. For at tydeliggøre dette fremhæver mange klubber et kort, piktogrambaseret “huskeregelsæt” på storskærmen før kampstart. Regelbrud kan straffes med

1. øjeblikkelig bortvisning og eventuel politianmeldelse,
2. karantæne fra fremtidige kampe (typisk 1-2 år),
3. inddragelse af sæsonkort eller billetter,
4. civilretligt erstatningsansvar, hvis klubben rammes af bøder.

Klubberne arbejder tæt sammen med SLO’er (Supporter Liaison Officers) og fankoordinatorer for at kommunikere reglerne og dæmpe konfliktniveauet, men understreger samtidig, at “ingen pyro betyder ingen bøde”.

Overholdes reglerne ikke, kan turneringsmyndighederne gribe ind. DBU’s Fodboldens Disciplinærinstans kan udstede bøder fra ca. 10.000 kr. og op til flere hundrede tusinde kroner for gentagne forseelser; i sjældne tilfælde kan kampen erklæres tabt eller flyttes til et neutralt stadion uden tilskuere. Divisionsforeningen kan derudover fratrække point i Superligaen, hvis en klub udviser grov eller gentagen forsømmelse af sikkerheden. Sanktionsniveauet påvirkes af klubbernes forebyggende indsats: dokumenteret dialog med fans, hurtig identificering af gerningsmænd og professionel varsling af myndighederne kan reducere bøden. Dermed fungerer reglementet både som pisk og gulerod: hardcore pyro kan koste dyrt, mens en gennemtænkt sikkerhedsplan og samarbejde med fansene kan holde både stemning og økonomi i balance.

Kontrollerede undtagelser: Når pyroteknik kan godkendes

Selv om langt størstedelen af håndholdt pyro er forbudt på danske tribuner, eksisterer der en snæver mulighed for kontrolleret brug i forbindelse med eksempelvis jubilæumskampe, indmarch eller særlige tifo-koreografier. Forudsætningen er, at arrangøren - oftest klubben i samarbejde med en certificeret pyrotekniker - søger og får en forhåndsgodkendelse fra både det lokale beredskab, politiet, stadionoperatøren og turneringsarrangøren (DBU/Divisionsforeningen). Ansøgningen skal typisk indeholde en detaljeret sikkerheds- og evakueringsplan, produktdatablade på det planlagte pyroteknik, samt en risikovurdering med angivelse af sikkerhedsafstande til spillere, publikum, tagkonstruktioner og tv-kameraer. På kampdagen skal det godkendte materiel opbevares i aflåst rum, antændes af uddannede operatører i fuld brandhæmmende påklædning, og ledsages af forudgående information til publikum via højtaler- og storskærmsannoncering.

Det kræver tæt dialog, hvis lovlig pyro skal fungere som en positiv del af stemningen. Klubben involverer derfor ofte sine Supporter Liaison Officers (SLO’er) og repræsentanter fra de organiserede fangrupper i planlægningen, så alle parter kender rollefordelingen. Denne fælles platform bygger på følgende praksis:

1. Planlægning af en samlet tifo-manual, hvor pyro indgår som én blandt flere visuelle effekter (flag, bannere, konfetti).
2. Etablering af et ”pyro-område” markeret på tribunen, hvor kun crew med ID-veste har adgang.
3. Udpegning af en kontaktperson til politi/brandvæsen, der kan stoppe showet, hvis vind eller trængsel gør det uforsvarligt.
4. Efter evaluering af showet sammen med myndighederne for at justere procedurer til næste gang.

Ved at følge disse trin kan klubber og fans sammen levere spektakulære, men sikre tifos, som både tilgodeser stemningen og overholder lovgivningen - og dermed undgå de bøder og tilskuerkarantæner, der følger af ulovlig brug.

Konsekvenser og alternativer: Sanktioner, håndhævelse og fan-kultur

Når ulovlig pyroteknik antændes på et dansk stadion, udløses først og fremmest det objektive klubansvar, som er forankret i DBU’s turneringsreglement. Klubben kan idømmes bøder på alt fra få tusinde til flere hundrede tusinde kroner afhængigt af mængde, placering og gentagelsestilfælde, ligesom Divisionsforeningen kan tildele betingede eller ubetingede tilskuerreduktioner. I ekstreme tilfælde - eksempelvis når nødraketter affyres mod banen eller tribuner - kan dommeren efter samråd med sikkerhedsorganisationen vælge kampafbrydelse eller -aflysning, hvorefter disciplinærinstanserne vurderer pointstraf eller omkamp.

Ud over de økonomiske og sportslige konsekvenser for klubben kan enkeltpersoner blive mødt af en række sanktioner, som ofte kommer i forlængelse af hinanden:

1. Stadionkarantæne udstedt af klubben eller Divisionsforeningen (typisk 6-24 måneder, men kan være livsvarig ved grovere overtrædelser).
2. Politianmeldelse efter fyrværkeriloven og ordensbekendtgørelsen; bødestraffe på 2.000-10.000 kr. er almindelige, mens fængsel i op til 6 måneder er muligt ved fare for andres liv.
3. Erstatningskrav for skader på inventar eller personskader, som kan løbe op i betydelige beløb.
4. Registrering i det nationale karantæneregister, som deles mellem klubber og politi, så karantænen håndhæves ved billetkøb og adgangskontrol.

Moderne stadions overvåges af HD-kameraer, og samarbejdet mellem klubbernes sikkerhedschefer og politiet betyder, at gerningspersoner oftere identificeres end tidligere.

Stemning behøver dog ikke at lugte af svovl. Flere danske fangrupper har vist, at kreative, lovlige alternativer kan skabe lige så spektakulære billeder:

• Storfaldene flag, to-stangsflag og surferbannere
• Tifoduge malet med brandhæmmende maling
• Konfetti-regn, streamers og biologisk nedbrydelige papirfly
• LED-stave, CO₂-jets og farvet stadionbelysning

Klubberne kan desuden levere kold pyro (især gnistfontæner klassificeret som sceneeffekter) via professionelle fyrværkere - en løsning der giver visuel effekt uden det høje varmeniveau og røggenerne fra traditionelle blus.

Nøglen til at udbrede de sikre alternativer er dialog og medejerskab. Klubbernes SLO’er (Supporter Liaison Officers) og fankoordinatorer fungerer som brobyggere mellem fanmiljøer, sikkerhedspersonale og myndigheder. Ved at involvere aktive fangrupper tidligt i planlægningen af koreografier, tilbyde økonomisk støtte til materialer og skabe tydelige retningslinjer, har flere klubber reduceret antallet af ulovlige blus markant. Erfaringen viser, at når fans oplever at blive hørt og får legitime kanaler til at udfolde deres kreativitet, falder behovet for at tage pyroteknikken i egne hænder.